Lundsteen har bevæget sig ind i en ukendt verden af IT og har mødt en af branchens tunge drenge (og her taler jeg ikke om hans vægt) – han har udover IT-kundskaber en formidabel humor, et engagement og en næstekærlighed, der tilsammen gør ham til en uimodståelig samtalepartner og chef.
Mogens Langballe Nørgaard har sine meningers mod – og siger dem højt ved enhver lejlighed. Trænger du til et skud humor, så tjek www.miracleas.dk og se det utal af videoer Mogens producerer. Jeg vil dog godt advare om, at til tider kommer han ud på et sidespor, hvor indholdet er rent IT-fagligt og dét på et niveau, hvor undertegnede må melde pas.
Sæt dig godt tilrette og nyd at læse dette interview
Navn: Mogens Langballe Nørgaard
Bopæl: Ballerup
Erhverv: Ejer af Miracle A/S
Kort beskrivelse af dig selv og dit liv indtil nu:
Begge mine forældre er jo døde for tiden, og derfor kan jeg jo ikke rigtig spørge så meget mere, nu hvor man bliver gammel og begynder at undre sig over, hvem man er.
Jeg ved at min mor spændte mig fast til potten, og hun siger, at jeg så kurede rundt på gulvet ved hjælp af fødderne, men jeg fik lov at sidde der, indtil jeg havde skidt. Jeg er sikker på, at det er det, der har givet problemer senere.
Min opvækst var i et hjem, med en far der var officer, men egentlig imod våben, og en mor der arbejdede udenfor skoletiden, så hun kunne være hjemme, når vi kom hjem, men ellers var det et ganske almindeligt hjem.
Jeg har altid arbejdet, altid haft jobs, altid været i gang.
Jeg bliver mobbet i 5-6 kl. af pigerne i klassen, og så skifter jeg skole, til en privatskole i København, i 7 kl. , hvor de faktisk var søde, og hvor jeg mødte min meddirektør Lasse, og vi har fulgtes ad siden.
Så har der været alle de ting, som vi har lavet hver for sig, indtil vi starter Miracle i 2000.
Det jeg har lavet er, at jeg har gået på Gymnasiet, og jeg har gået på universitetet i USA et års tid, jeg har været ved militæret i Livgarden.
Så startede jeg med at læse polit ligesom Lasse læste, men blev træt af det efter nogle år, og så begyndte det at være edb. Så kom jeg tilfældigvis i berøring med Oracle database, og så er det jo blevet min skæbne. Så har der været en masse koner og nogle børn og nogle andre ting.
Beskriv de ting, du føler har været med til at gøre dig til den du er nu
Det var Lasse, der ringede og spurgte, om vi ikke skulle lave et firma sammen.
Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er bange for noget. Det tror jeg. Jeg kan ikke mindes, at jeg har været bange for noget nogensinde.
Okay, aldrig nogensinde?
Nej, jeg tror aldrig, at jeg har været bange, og det gør jo også, at så siger man ja til ting, som man har lyst til. Det er så blevet moderne siden, at man skal mærke efter, mavefornemmelse, men rent faktisk tror jeg bare det er derfor – så da Lasse spurgte, om vi ikke skulle lave et firma, så sagde jeg ja. Jeg har aldrig tænkt over konsekvenser, hvad der dog kunne ske. Derfor overvejer jeg en masse ting alligevel, men jeg ender altid med at vælge lyset, så derfor sidder jeg her nu.
Hvad er den største succes du har oplevet?
Jeg startede fra bunden af i en hel ny afdeling af Oracle i Danmark i ´97. Jeg fik lov til at starte noget op, der hed ”Preminum Services”. Der gik jeg fra 0 til 32 mand på et år
Ja, og det blev internationalt anerkendt som en superenhed, der fløj rundt og reddede ting og sager, og byggede det hele op fra bunden af, og kunderne taler stadig om, hvor fedt det var.
Det blev nedlagt som global forretningsenhed i 2000. Det var ikke gutternes skyld. Vi havde overskud og alle de der ting, der måtte jeg så forære gutterne til alle de forskellige afdelinger i koncernen, det var hårdt.
Det synes jeg selv var Rock´n roll.
Miracle, der fatter Lasse og jeg overhovedet ikke hvad i helvede, der sker. De første 9 år havde vi en gennemsnitsvækst på 35 % om året.
Ja og overskud hele vejen igennem. I det her regnskabsår, vi lige har afsluttet, vil jeg tro, at det er næsten 60-70%, det er helt vildt, og det hele eksploderede på et kort øjeblik. Vi startede med at være en 7-8 mand i 2000. Nu er vi 125 og vi har 40+ freelance konsulenter – jeg fatter det ikke.
Men I havde ikke sat det som mål?
Nej aldrig, vi har aldrig haft noget mål. Vi laver budget hvert år, så lægger vi 20 % til for at prøve og se om ikke det går, men vi har ikke noget mål. Ûberhaubt nicht. En gang imellem snakker vi om, det kunne være sjovt med noget børsnotering måske, men vi har ikke hidtil haft nogen form for mål. Når folk spurgte os, hvad er det i vil med firmaet, ja så må vi sige, at vi aldrig har haft mål, og den fejl har vi begge to
Er der så en strategi?
Det er der ikke
Jeg møder op hver morgen og tænker, det her bliver en fantastisk dag, den bliver anderledes end alle de andre dage. Jeg har haft møde her til morgen med en arbejdsløs pige, om hun kunne komme i praktik her, fedt. Jeg har også møde med en hemmelig organisation om en sikkerhedsgodkendelse, fedt, og nu har jeg møde med dig, og så skal jeg ind og holde foredrag med Alexander Kjerulff. Rock´n roll. Sådan går det.
I min branche taler vi om, at alle har en strategi og at vi kan aflæse andres strategier for at opnå det samme.
Hvordan sikrer du dig, at du når dit mål? Gør du det samme hver gang du skal opnå et mål, eller har du skiftende teknikker?
Det er det rene vrøvl. I bund og grund er der kun passion, til syvende og sidst er der kun passion. Den passion skal komme ud fra din personlighed, man kan kraftedeme ikke gå på coaching-kommunist-bøsse-pis-kurser og lære fx at være fantastisk inspirerende. Man kan ikke lære at være leder fra fronten, man kan ikke lære en skid af den slags ting, det skal komme nedefra. Man begynder i øvrigt, meget interessant, at forske i noget der hedder biologisk baseret adfærd. Man leder sgu efter de gener, der gør, at folk fx får noget positivt ud af noget lort. Det gør jeg, jeg vågner altid glad om morgenen, uanset hvad der er sket.
Går du også altid glad i seng?
Ja
Gør du noget bestemt for at sikre dig at du går glad i seng?
Sex
Nej det gør jeg ikke, jeg vågner glad, jeg går glad i seng. Man er ret sikker på, at man har identificeret det gen, der påvirker folk positivt. Det gen findes i overflod hos mennesker, der har det godt på arbejdspladsen. Det er sandsynligvis ikke alle de her fucking motivationsting, som folk laver på arbejdspladsen med frugtkurve, gymnastikredskaber, massage og andet kommunist pis, så til syvende og sidst er der kun passionen.
Har du nogen strategi for hvordan du behandler dine medarbejdere?
Jo det har jeg – for det første kan jeg godt lide mennesker, det er en stor fordel, hvis man vil være leder. Der er en forbløffende stor del af ledere, der ikke bryder sig om mennesker, som synes, at det er træls at snakke med medarbejderne og interesserer sig for, hvad der er fantastisk i dem.
Der er jo noget unikt i alle menneske.
Det største problem vi har, det er dem, der har gjort tjeneste i ”the corporate deathcamps”, de der dødslejre, hvor der er så mange regler, processer og procedurer, så folk slår deres moralske og etiske kompas fra og gør ting, der er forkerte. Når vi ansætter dem, så tager det 4-6 måneder at få dem gjort til normale mennesker igen. Da min fars bror kom tilbage fra Neuengammen, hvor han havde tilbragt de sidste 3 måneder, kunne han jo ikke holde op med at spise fra skraldespande og lignende, selv om han spiste ved bordet. Han opførte sig bare underligt. Det tog 4-6 måneder, før han var nogenlunde normal igen, og det er det samme jeg ser, når jeg får folk ind fra dødslejrene, hvor de jo gør amoralske ting.
Hvad er en amoralsk ting?
Det kunne fx være, at ved IBM er der en procedure om, at alle ledere hvert år skal udpege, de 15 % lavest performende af deres medarbejdere. Det er så ædende ondt, og de skal. En fyr jeg kender sagde så, at de der 8 mand har bare lavet det skide godt alle sammen, jeg kan ikke pege på nogen, så fik han anden henvendelse om, at det skulle han. Han sagde: at det kan jeg ikke. Så fik han tredje henvendelse om, at det skulle han. Det her er jo en procedure. Hvis du ikke følger den her procedure, får du det der hedder en ”anmærkning”. Alle ved at 3 anmærkninger, så bliver du fyret og kan ikke komme tilbage. Hvorpå han gjorde det forkerte, han udpegede en af sine gutter, som nu er på en fucking low-performer program med høj sandsynlighed for at blive fyret om 3 måneder, uden at han har gjort noget forkert.
Og der kan du se, hvordan min tidligere ven, vil jeg have lov at betegne det, foretog et valg uden moral og uden etik. Han havde slået sit moralske og etiske kompas fra, og næste år, så kan det være, at det er lidt nemmere for ham. Om 3 år så kan det være, at han slet ikke tænker over det og bare gør det. Det var præcis den samme mekanisme, der fik mennesker som du og jeg til at sidde i den civile administration af Holucoast og sige, at vi skal bruge en ovn mere i Dakov lejren. De kan kraftedeme ikke nå at brænde alle de jøder, i øvrigt skal jeg hjem og købe ind.
Har man først trådt over grænsen en gang, så bliver det nemmere næste gang?
Det største problem, jeg slås med, det er medarbejdere, der kommer ind på den måde. Min strategi er at der skal være så lidt fniddder som muligt. Vi har ikke noget fakturerings krav, vi har ikke alt muligt mærkeligt. De skal gøre kunderne glade.
Hvis folk får problemer i arbejdstiden – vi har haft en medarbejder, der har mistet en datter. Vi har haft en medarbejder, der skulle på afvænning, vi har haft en medarbejder, der er blevet trist og skulle have kemisk starthjælp, så bakker alle gutterne op om det. Vi støtter dem fuldt ud, fx vores medarbejder, der havde en datter, der havde kræft, så støtter gutterne ved at de tilbyder at give deres bonus, hvis det kan give en eller anden behandling et eller andet sted, altså så bakker vi bare op. Hvis nogen har udført et job og har været under hårdt pres eller lignende, så forskelsbehandler vi. Forskelsbehandling er for mig ensbetydende med menneskelighed. Jeg kan ikke forstå HR politikker, der går ud på at standardisere noget, der skal være eminent. Der ringer jeg som regel, hvis jeg får lov af medarbejderen til vedkommendes ægtefælle og siger tusind tak og hold da op, det har været hårdt, og jeg spørger om, der er noget, vi kan gøre – give en rejse eller lignende.
Bruger du, enten privat eller her i firmaet, coaches, psykoterapeuter eller mindfullness eller noget andet?
Nej, kraftedeme ikke. Det er jo modefænomener, som mennesker med for meget tid har kastet sig over. Nu er coach lortet jo heldigvis ved at dø, altså det var jo en helvedes masse kvinder, der finasierede en mærkelig uddannelse ved hjælp af friværdien i huset. Nu er friværdien røget lidt ned, så er vi ved at være fri for det igen, og de er nødt til at tage et arbejde nu. De søger også ind til kommunen nu og er offentlige ansatte, så må de jo sidde der og aoverdministrere. Men nej, folk skal tale med mennesker. I de tilfælde, hvor der er tale om traumatiserende ting, så skal folk selvfølgelig tale med professionelle, så er det psykologer og psykiatere. Fandeme ikke noget halvuddannet diller daller noget, der spørger, hvad synes du selv. Krisepsykologi som alle der stod ved siden af banken, da den blev røvet får og hvor en time pudsigt nok er nok, så er du ligesom fikset igen – nej. Smerte er en nødvendig ting for at vokse, og man skal igennem den, det gør ondt! og man skal fortælle sin historie til sine venner og til andre, og så skal man videre, men man skal kraftedeme ikke have det fikset ved hjælp af en psykologpille, så nej vi skal overhovedet ikke udvikles
Hvad gør du hvis du møder modgang Mogens?
Man kan jo møde modgang på flere planer. Altså jeg har nogle personlige ting, jeg har været igennem selvfølgelig. Min lillebror begik selvmord og sådan nogle ting. Jeg snakker med mennesker om det, fortæller det, fordi jeg tror healingen er en funktion af, hvor mange gange, du får snakket med nogen, der lytter. Det hjælper ikke folk at blive ved med at gå til psykologen, hvis de ikke kan snakke med deres venner, det er jo fordi, at det skal fortælles mange gange.
Hvis det er modgang på det her mere ligegyldig plan, som har med forretningen og lignende at gøre, så plejer jeg altid at sige til folk: ”¨når nogen gør noget, der ikke forekommer logisk, så skal man være opmærksom på, at det altid er logisk for nogen. Nu skal du så finde ud af, hvem det er, det er logisk for, og hvorfor det er logisk for dem, så kan man lære noget ved det”. I stedet for at harpe over det og være frustreret. Det er jeg sjældent på noget som helst, der er ting, du kan gøre noget ved, der er ting, som du ikke kan gøre noget ved, som er total uden for din kontrol, så må man jo lade være med at gøre noget ved det.
Tror du på, at man lærer noget af den modgang man møder?
Ja, smerte er en livsbetingelse og de begynder også at fedte sig lidt ind på det efterhånden. Når man fx taler om Post Traumatisk Stress, så skal man lige være opmærksom på, at der er et andet begreb, som man ikke gider tale om i danske kredse endnu, men som man taler om internationalt: Post Traumatisk Vækst, personlig vækst.
Altså vi har masse eksempler herhjemme på soldater, der kommer tilbage, som er blevet bedre, større og klogere, på det de har oplevet, det skal man lige huske på. Det er formentlig flere end dem der får stress symptomer.
Der er simpelthen et ”Posttramatic Growth Symptom”. Det tror jeg, vi lige skal huske på. Der er noget, der hedder læring igennem smerte eller pain assisted learning, som de amerikanske specialstyrker kalder det. Hos Jægerkorpset, hvor jeg kommer en del, der kalder de det Læring igennem smerte på et helt banalt plan. Det er kun igennem smerte eller nydelse, at du virkelig lærer noget så du kan huske det og bruge det.
Så man får skærpet nogle flere sanser, hvor det er mere end det at enten høre eller se en ting?
Ja, du går ind bagom. På alle planer, også det personlige plan er smerte en skilsmisse, en bror der begår selvmord, børn der bliver kede af det og alt det her, en super vigtig ting.
Det der med, at man skal snakke med en voksen selv om man er voksen om hvad som helst nu: ”UHH det gør lidt ondt jeg har et problem, jeg må til psykolog, eller jeg må snakke med en coach eller sådan noget pis, det fjerner den der nødvendige smerte eller symptombehandler den, så man ikke vokser. Det er derfor, vi har så fucking mange voksne, der er teenagere stadigvæk, de tør ikke smerten.
Hvad skal vi gøre for at de tør smerten?
Vi skal have en landkrig her i området
En landkrig eller en statsbankerot. Alternativt så skal jeg være diktator.
Det er det nye du arbejder på?
Ja det gør jeg, du ved der er alle de der fucking demokratiske spilleregler, men de skal kun stemme på mig en gang, bare en gang, så skal jeg nok ordne det, så behøver de ikke stemme på mig mere.
Nej hvis det ligesom skal gå i orden igen og vi skal begynde at opføre os som normale mennesker, der kan tage modgang, så skal vi igennem en ordentlig omgang her i landet, og det kunne være en statsbankerot, hvor vi kom helt ned til rotterne og skal bygge os selv op igen, eller en rigtig landkrig i området, hvor hele lortet bliver smadret og mange mennesker dør, så kan det være, at vi begynder at sætte pris på lortet igen.
Hvem bliver du inspireret af Mogens eller hvad inspirerer dig?
Medarbejdere kommer med mange ideer. Jeg siger jo ja til dem alle sammen og kunderne kommer med gode ideer, så siger man ja til det, det er ikke så svært.
Jeg sørger for at følge med i Weekend avisen og The Ecomonist, de kommer én gang om ugen, så slipper man for det der daglige lort, hvor man tror, at verdenen er ved at eksplodere, og det er den ikke.
Vi har stort set fred på jorden nu. Vi har det laveste antal døde og sårede i krige og konflikter på noget tidspunkt de sidste to hundrede år.
Det virker. Det virker med de der fredsbevarende ting og alt det der.
Vi har i dag dobbelt så mange indbyggere på kloden, som for over 30 år siden og vi har det halve antal, der sulter end for 30 år siden. Jeg taler i absolutte tal, dengang var det 2 milliarder, nu er det 1 milliard. Det virker, der er ved at blive fred på jorden.
Alt sådan noget kan man ikke forstå, hvis man sidder og ser tv. Jeg har ikke tv derhjemme, det gider jeg ikke. Der er så få ting, der sker, så de er nødt til at gentage dem, og der er så mange medier, så alle folk tror jo kraftedeme ikke, man kan gå på Nørrebro. Folk tror de dør i hobetal nede i Afghanistan.
Altså vi har mistet 40 mand på 10 år, det er sgu ikke krig, det er hvad der sker i et gadekryds.
Når jeg snakker med de venner jeg har, der er dernede i tjeneste, synes de, at det er ok med de tal. Det er soldater for helvede, og de er dernede for en grund.
Og så er Lasse, min meddirektør, en fantastisk inspiration.
Hvilket menneske er tættest på dig i dit liv?
Altså bortset fra de banale formaliteter, min mor og min far, mine børn og alt det pis der, så er det mine to venner. Lasse som er meddirektør og Ole, som jeg mødte på kollegiet. De to, de betyder meget for mig.
Vi får gode snakke, vi kender hinanden til bunds, og vi får mange ideer sammen.
Hvad er det mest fascinerende, du har oplevet for nylig?
Jeg har lige været i USA, hvor Oracle holdt deres store årlige konference med 41.000 deltagere – Oracle Open World. Der holdt vi så for andet år i træk Oracle Closed World, hvor man får virkelig hårde tekniske ting at vide. Der kom folk hen og sagde, at de også ville komme næste år, men de ville ikke gå til Oracles store konference, men de ville komme til Oracle Closed World og få noget reel information i stedet for, og en journalist fra Computerworld blev siddende i 3 timer, jeg skulle bare lige kort interviewes, men han blev så fascineret af stemningen – gamle mænd, der gik rundt og krammede hinanden og snakkede teknik og fik en øl, så han sagde, at det er jo det rene buddhisme det i gør – hvad får i ud af det rent forretningsmæssigt?
Hvad gør livet værd at leve for dig?
Det ved jeg ikke, jeg er bare glad. Altså i den der fabel, der hedder ”Hvem flyttede min ost”, der er der jo 4 figurer, der er de to dovne mennesker, der sidder og bliver småfornærmet over, at nogen fjerner den ost, de sidder ved, og så er der de her to glade mus, som bare løber glad hen og spiser af den, og så er den væk og såløber de ud og leder efter noget nyt. That´s me. Sådan føler jeg mig.
Hvad motiverer dig, du har ikke nogle mål og du har ikke nogen bestemt strategi, hvad motiverer dig til at stå her hver dag?
Det ved jeg ikke. Jeg har tænkt meget over det, jeg ved det ikke. Der er kun passionen og det der med, at det er sjovt. Jeg laver radioprogram hver tirsdag morgen i Ålborg nærradio hvor Skovland og Fue har lavet en udsendelse, (der er lavet 160-70 af dem), som hed ”direktørens hårde liv: kvinderne, magten, pengene”.
Vi diskuterer forskellige vigtige ting, fx havde vi en dag fået en sms fra en lytter, som havde fået nyt arbejde og derfor skulle sige op, og så var det, de godt ville høre direktøren om, hvordan skal medarbejderen sige op. Jeg vendte den så lidt om og sagde, at noget af det sjoveste man kan gøre som direktør, det er jo at blive vildt begejstret og sige nej, hvor er det fedt, hvornår starter du på det nye job, når de kommer ind for at sige op. Hold da kæft, hvor er det sjovt.
Og så min søn på 5 år, der havde tandpasta i håret, da jeg afleverede ham, jeg er nok ikke den perfekte far på den måde. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, det kom nok fra tandbørsten. Og så her, ja alle de her spændende ting.
Hvis du kun havde en dag tilbage, hvad ville så være vigtigt for dig at gør/opleve?
En trekant med to skønne kvinder.
Hele dagen eller er der andet?
Så med 8 kvinder
Hvad kan man ikke få dig til at gøre?
Jeg har en lidt for veludviklet retfærdighedssans. Min første kone kritiserede mig faktisk for det, fordi når jeg ser noget uretfærdigt, så går jeg fandeme i flæsket på dem. Det har jeg lært nogenlunde at styre men ikke helt. Altså ham her den lille mand, der er ved at blive trynet af PBS i øjeblikket! Sten stavet bagfra (red: NETS) vil PBS nu hedde, så det skal de fucking bare have. Jeg tror nok lige, vi er ved at nakke dem, og vi betaler også for hans advokat, hvis det er det, der skal til osv. Hvad var spørgsmålet lige?
Hvad kan man aldrig få dig til at gøre?
Uretfærdige ting, ting der går ud over ”små mennesker,” hvis du forstår, der skal jeg lokkes med meget sex
Kunne det gøre det?
Det får jeg forvejen.
Altså amoralske og uetiske ting, det vil jeg ikke, heller ikke selv om det koster firmaet penge. For mit vedkommende kan der være nogle ting i livet, som måske gør, at jeg skal flytte fra min dejlige bolig og flytte i en lejlighed, og hvad så, så kan jeg dog se mig selv i øjnene eller i hvert fald kan jeg se mig selv i spejlet. Og det hænger nok bare sammen med, at jeg er sgu ikke bange. Jeg er ikke bange.
Udover retfærdighedssans, hvad er det så for nogle menneskelige egenskaber du helst vil besidde?
Humor, den lette måde at se på mange ting på med et strøg af alvor i det. Det er noget, jeg lægger vægt på. Jeg er ret sikker på at humor er tegn på intelligens. Jeg tror sagtens man kan være intelligent uden at have humor, men man kan ikke være humoristisk uden at være intelligent.
Jeg kan også godt lide, at folk tænker frit, og at de ikke siger ting alle de andre siger. Når alle siger det samme, så er der som regel noget galt. Så er det fordi folk er holdt op med at tænke sig om, og lige der, ligger der altid fantastiske muligheder, så skal man tænke, kunne der være en anden forklaring, og det er muligheder. Så intellektuel dovne mennesker, høj og lav, mest høj desværre, keder mig.
Det har ikke noget at gøre med at være klog. Danskerne er ifølge institut for fremtidsforskning det mest homogene folk hvad angår intelligens. Meget meget sjældent siger de, at man møder en dansker der er helt utrolig meget klogere end en selv, eller helt utrolig meget dummere end en selv. Det er meget sjældent. Det er slet ikke der, jeg er, det er mere state of mind.
Hvad er succes for dig?
Det ved jeg ikke
Er det ligegyldigt hvad der sker i eksempelvis firmaet?
Jeg kan godt høre, når folk fortæller mig, at det er fantastisk med Miracle. Jeg kan høre dem sige, hold da op, hvor er I kendte, og hvor er du kendt. Jeg kan høre dem sige, nej hvor var du god i den der tv udsendelse. Og jeg tror på dem. Jeg kan se faktuelt, at det er rigtigt, men det sætter sig ikke og derfor har jeg ikke noget succesbegreb.
Det eksisterer ikke for dig?
Nej
Har du noget du sætter i stedet for eller er det bare at være glad eller møde op hver dag og se på kalenderen og være et glad menneske og tage tingene, som de kommer?
Ja, og folk tror ikke på det, når jeg siger det eller har svært ved at forstå det, derfor tilbyder jeg jo altid, at folk kan komme i praktik som direktør. Dem der så har begået den fejl og har fulgt mig i nogle dage, de må jo indrømme, at det er ikke så svært.
Hvad skal der til for at gøre dig rigtig glad?
Mennesker der trives rundt om mig, det er fantastisk
Hvad kan gøre dig vred?
Mennesker der ikke trives. De enkelte røvhuller vi møder i vores liv, som decideret bare prøver at snyde andre. Der har jeg decideret en hævnstrategi. Der er tale om to mennesker i mit liv. Den ene var vores direktør i Sverige, der ganske simpel stak af med pengene og slettede alle spor og forsvandt så ud af landet, og han tog røven på os. Vi havde virkelig gjort meget for ham. Der hyrede jeg et interessant selskab, som fandt ham. Jeg tager ned og besøger ham, der hvor han bor en dag og siger dav, bare for at han ved, ikke noget med vold eller lignende, men ”you can run, but you will die tired”, som de siger. Den anden var et røvhul, der generede en pige, der sad på kontor tilbage i 91-92, og ham får jeg hævn over. Jeg har eksekveret en sød lille hævn for 10 år siden på ham. Men jeg giver ikke op. Det er de to, jeg har mødt, som er nogle virkelige røvhuller.
Når du siger hævn, så er det intellektuel hævn, det er ikke vold eller andet?
De skal bare vide, det skal de aldrig gøre. De skal bare vide, at jeg aldrig glemmer dem. Og de skal gå i graven med det.
Kan de gøre noget for at rode bod på det?
Nej.
Jo hvis de sagde undskyld og mente det, viste det osv. så kan det sikkert godt være. Indtil da, der står de på listen.
Hvad er du taknemmelig for?
Hver dag.
Carsten Nielsen forfatteren, som man kan snakke meget om. Han sagde i P1 for noget tid siden, at det der skal til for at undergrave et velfungerende demokrati som i Danmark, det er at flertallet har overflod, og det har vi. Så bliver vi ligeglade med dem, der har det skidt, og vi bliver ligeglade med vores borgerrettigheder, og det ser jeg alle vegne. Folk er fucking ligeglade. Der er jo Paradise hotel, der må jeg så sige, at min 5 årige søn, han kan godt lide at se Paradise Hotel, han siger, at det er nogle gode ben.
Paradise Hotel og alt det andet, er fuldstændig ligesom science fiction. I Fahrenheit 451 som Ray Bradburry skrev i 1953 er der en brandmand, som jo skal brænde papir og bøger og lignende, for det er jo det brandmænd gør, for boligen er jo blevet sikret. Konen sidder hjemme med en helt ny slags tv, som fylder hele væggen. Det er i 1953, han skriver det, og hun har lige bestilt tv til den næste væg, og det helt vilde det er, at hun sidder og følger et almindeligt menneskes liv, sådan er det blevet. Det skrev Ray Bradburry i 1953.
Der er til syvende og sidst kun reality serier om fuldstændige ligegyldige ting.
Hvis du skulle sende mig videre til den næste, som jeg skal lave sådan et interview med, hvem kunne du så godt tænke dig at læse om?
Morten Lund har noget over sig, han tør ting, og han har også formået og tilgive dem, der svindlede pengene fra ham.
Carsten Meetesen, som lavede Crazy Daisy diskotekerne, og som laver de der Cult Shaker, han bruger sådan nogle fantastisk nøgne kvinder på plakater en gang imellem, som bliver forbudt. Han er en bulder basse.
Martin Thorborg kan jeg godt lide.
Den gode Ole Dresius, men han gider ikke sådan noget.
Så er der Julie Zangenberg, som sidder herinde ved siden af. Vil du ikke interviewe hende med det samme? Hun er fantastisk.
Og her så jeg Mogens i aktion – han fik i løbet af 5 minutter fremskaffet Julie Zangenberg, der var frisk på et Powerinterview . Og sådan gik det til, at Lundsteen fik double up i Ballerup en tirsdag formiddag.
Husk, at kommentere og stille spørgsmål her under. Jeg skal nok få Mogens til at læse med, hvis spørgsmålene er rettet til ham.
Tags:
