Hver time, hver dag, hver uge, verden over pakker en kvinde sin kuffert (hvis hun er så heldig) og flytter til et nyt sted.

Mange af disse flygter fra vold, krig, rædsler, som vi slet ikke kan forestille os.

De rejser ud i natten i håb om at finde ly og læ ikke kun for vejr og vind, men også for vold og afmagt.

Der er tvunget ud på deres rejse – og nogle er nødt til at tage deres børn med og forsøge at passe på dem, under disse vilkår.

Så når jeg i år indtil nu har haft 16 overnatninger på hotel/ude – så er det fordi jeg er en privilegeret selvstændig kvinde, der har et privilegeret job. Som jeg selv har valgt.

Hver time, hver dag, hver uge, verden over, er der en kvinde, der er frustreret (måske handlingslammet) over sin overvægt, eller en kvinde, der har opgivet, eller måske en kvinde der endnu engang tager kampen op – uden helt at turde tro på det.

Nogle af disse kvinder mødes tillige af andres hån og hellige meninger om, at de er en udgift for samfundet – uden tanke overhovedet for om vi hver især kunne støtte eller hjælpe.

Så når jeg i år har valgt den luksus, at købe en personlig træner OG træne OG lægge kost om og knokle med træning herhjemme også  – så er det fordi jeg er en privilegeret kvinde, der har en rimelig økonomi. Som jeg selv vælger hvordan jeg vil bruge.

Hver time, hver dag, hver uge, verden over sidder der en kvinde og drømmer og fantaserer om oplevelser hun gerne vil give sig selv eller sine kære – velvidende, at det har hun hverken råd eller barnepige til.

Så når jeg i år allerede kan se frem til min 5 kulturelle oplevelse på fredag – flere af dem i gode venners lag. Så er det fordi jeg er en privilegeret kvinde, med et skønt netværk. Som jeg selv har valgt.

Hver time, hver dag, hver uge, verden over bliver en kvinde syg. Hun er alene og må kæmpe gennem feber og smerte for at tage vare på sig selv og eventuelt sine børn. Der er ingen til at hjælpe hende. Der er ingen til at hjælpe hende med børnene. Hun græder fortvivlet og i smerter og hun må holde fast i håbet om, at der ikke sker hende noget ondt.

Måske er hun heldig at få lægehjælp – måske er der nogen der giver en hånd med børnene.

Så når jeg får halsbetændelse og trygt kan sende min mand på job i Stockholm, så er det fordi jeg er så top privilegeret, at have verdens bedste mor, der med ultra kort varsel rykker ind og sørger for at hendes børnebørn får en normal og tryg hverdag. OG passer mig.

Jeg har ikke selv valgt hende – men jeg vælger hver dag at være taknemmelig for hende.

Så når jeg efter at mor er rykket ind, lægen har beordret penicillin, og jeg ligger trygt og velforsynet under dynen – vælger på Facebook at bede om medynk.

Så er det edermanme fordi jeg er privilegeret!

Og fordi jeg har et toplækkert facebook netværk, der til min store fryd, pleaser mig og sender mig medynk. Dem har jeg selv valgt.

Der var et par stykker ovre på facebook, der valgte at kommentere på om det er min krop der siger stop og beder mig hvile. At med det tempo jeg kører, så skal det ende galt!

TAK. Det er er herfra KUN opfattet med kærlighed.

Og der var engang hvor i sagtens kunne have ret  (blandt andet dengang jeg lå under mit skrivebord og dikterede journaler til en praktikant, fordi jeg var sløj!)

MEN lige nu er jeg altså et top privilegeret sted i mit liv:

Jeg har mit eget firma og elsker det. Jeg har mand og børn og elsker dem. Jeg har mange venner og et kæmpe netværk og elsker dem. Jeg har et dejligt hus som jeg elsker og jeg har den frihed jeg gerne vil have – blandt andet til at træne og komme i form.

Jeg er en gift kone – mor til 3 og har et job!

Helt ærligt det er jeg sgu ikke den eneste i kongeriget der har!

Der er kvinder med flere børn end jeg – der står op hver morgen og laver madpakker og afleverer 17 steder, drøner hen på et job de måske ikke synes er det fedeste i verden, hvorefter de henter børnene igen, ordner alt derhjemme – og står alene med balladen når en eller flere er syg. Fordi deres netværk ikke er så stærkt eller så tæt på som mit.

Så kære venner

Af hjertet tak for jeres omsorg og kærlige ord.

Jeg tror blot min krops signal i denne omgang var ”Du har fanget en streptokok”, hvorefter jeg på bedste Maude-vis kastede mig ned i dynernes gemmer og råbte på medynk!

Kære venner

Vil I ikke godt være søde, at sende jeres varme tanker og bekymringer til den enlige mor uden netværk, der ikke har mine privilegier – endnu bedre Giv hende en hånd! Hun trænger den mere end mit ego.

Af hjertet tak.

Tags: 1 Comment

Sidste år i august skrev jeg sådan her efter Marselisløbet (du ved, det der løb, hvor jeg meldte mig til 6 km, da jeg knap kunne løbe 3):

1. Jeg har sgu styr på det med væske

2. Skulle nok have haft lidt mere mad

3. Havde slet ikke forberedt mig på, at de andre var der på HELE ruten – og at det kan være svært at overhale

4. Jeg skal huske øretelefoner

5. Der gør en forskel, når træningsruten har en stigning på 18 meter, og løbsruten har en stigning på 110 meter!!! (og den lå på de første 3 km)

6. Jeg skal sgu yde noget mere!

7. Arrangørerne LYVER – jeg tilmeldte mig 6 km. Da jeg kom sagde de 6,4 km. Min GPS sagde jeg løb 6,86 km!!!

8. Når damen ved målstregen siger “Chips længere fremme”, så får man IKKE chips – jeg ledte længe og fandt kun gulerødder

9. Jeg tror faktisk jeg er nødt til at prøve igen

I går løb jeg for første gang i mit liv 6 km uden pause! Og jeg havde det faktisk ok undervejs.

Men jeg er jo også i hård træning ved Birgitte fra Performance Gym i Århus – hun piner mig, hun får mig til at gå over stregen, og hun får mig til at mærke min krop (lidt ligesom når man har fået bank!)

Og jeg oplever faktisk nu, at jeg presser mig selv på løbeturene – så nu øger jeg stille og roligt distancen.

Jeg skal løbe 10 km til Eventyrløbet i Odense den 17.maj – og jeg satser faktisk på, at kunne løbe 12 km inden – bare for at det skal føles lidt overskudsagtigt

Birgit kan i øvrigt også en masse med kost – og på den der fede måde, hvor travle husmødre som jeg, har tid til at implementere ændringerne UDEN problemer.

Jeg er også begyndt at mærke en anden bonus…. den der kampgejst, det der med IKKE at give op…. det følger med på andre områder!

Jeg arbejder stadig på at få Birgitte til at skrive nogle kloge ord til os – hæng på, så kommer det – jeg giver jo ikke op!

Tags: No Comments.

Så skete det igen!

Det der med, at være kæk på det forkerte tidspunkt.

Jeg har gennem et års tid arbejdet med, at tabe mig OG få en eller anden form for kondition, og har nu sat en slutspurt ind, med købet af min helt egen personlige træner.

Hun er super sød og helt almindelig på overfladen, men inden under…. Inden under er hun skræmmende hard core stærk og top-trimmet.

Hun har – som den eneste indtil videre – formået at forstå hvordan jeg lever og hvad jeg reelt har tid til at få udført i praksis.

Jeg var til min første træning torsdags – og hvilken træning!

Jeg dummede mig allerede hjemmefra – hun skrev , at der var lidt koldt, så jeg skulle tage en trøje med, hvortil jeg (alt for) kækt svarede ”Du sørger vel for jeg får varmen?”

Jeg vidste i det sekund jeg trykkede send, at det nok var lige vel kækt….. men nu er det jo ikke altid jeg finder det relevant, at tænke før jeg taler.

Nå, af sted til Århus og Perfomance Gym, hvor Birgitte stod klar til samtale, test, opmåling og træning.

Vi startede træningen i noget snoretræk, der hedder TRX.

Birgitte viste mig 2 øvelser og bad mig tage 10 af hver – ok, det var nemt nok og jeg kastede mig over opgaven – og følte mig ovenpå sej, tænkte måske endda tanken ”Nå, det er jo slet ikke så slemt, jeg er tilsyneladende i OK form”….. så var det hun sagde (efter de 10 første gentagelser), så tager du lige 3 x 10 mere!

Ok, det var jo slet ikke hverken svært eller hårdt, så jeg kastede mig kæk ud i de næste 30 gentagelser.

De første 10 var ok, de næste 10 var hårde og de sidste 10….. de trak bandeord og tårer…

Nu havde jeg sådan set trænet lige så hårdt, som de sidste 5 år – sammenlagt, så det var lidt surrealistisk, da hun viste mig to nye øvelser – den anden vej rundt i snorene – og jeg gjorde bare zombie agtigt hvad hun sagde.

Så var nu igen i gang med 4 x 10 gentagelser af 2 øvelser – og jeg trøstede mig ved, at så måtte det da være slut – så er det jeg hører Birgitte sige lige så roligt ”Når du er færdig, så løber vi en lille tur”

WTF!!! Ud at løbe?!?! Jeg er seriøst i tvivl om, om jeg kan holde mig oprejst, når jeg slipper snorene!

Får fremstammet, at jeg godt vil have noget vand… det må jeg så få, når jeg er færdig med mine øvelser – tak, tror jeg.

Færdig med øvelserne – drikke et glas vand – og så ud at løbe!

Jeg har ingen anelse om hvor langt vi løb, jeg ved at de 2 x spurt Birgitte insisterede på var dødbringende, og jeg elskede da hun sagde ”Så går vi hjem her fra”, selvom jeg ikke helt elskede den stejle bakke vi skulle gå op af.

Jeg var godt brugt – men også ret stolt over, at jeg havde givet mig så meget, at bandeord og tårer havde kæmpet om førstepladsen flere gange i løbet af træningen.

Og SÅ kom chokket – da Birgitte ville strække mine ben ud, og det gjorde så ondt at tårerne igen stod i øjenkrogen!

Det var i torsdags jeg var oppe og træne – fredag var jeg ØM i hele kroppen og min højre arm var lam – lørdag brugte jeg al min viljestyrke og kastede min stadig ømme krop ud i et træningspas herhjemme – i dag er det søndag og jeg skal ud og løbe….

Jeg vil lade jer følge min træningskamp her på bloggen – og jeg vil prøve at lokke Birgitte til et gæsteindlæg eller to, så I også kan få viden, motivation og høj faglighed.

Kan I ikke vente, så tjek www.performancegym.dk hvor Birgitte står klar til at sparke røv.

Har du sjove eller anderledes træningshistorier – så del dem med os herunder.

Tags: No Comments.

Jeg er en person, der typisk handler pr. instinkt, hvis der er en god idé, som jeg har lyst til at forfølge.

Her kan du læse, hvordan www.livstegn.nu blev skabt;

Fredag 19.03.10

Kl. Ca. 10.30

Jeg kører over Storebæltsbroen og hører DR P4 Formiddagen.

De har en lytter igennem – Anne Mette – der har fået en idé;

Når man bor alene og ikke har det største netværk, så er der en risiko for at man kan være faldet, syg eller ligefrem død i 14 dage eller mere, inden der er nogen der opdager det.

Som jeg hører Anne Mette, handler det ikke om, at hun ikke har et netværk – men om, at hun ikke nødvendigvis har kontakt med nogen så regelmæssigt, at hun vil blive fundet samme døgn.

Anne Mette har tænkt sin tanke videre – foreslår, at man laver en hjemmeside, hvor man kan ”melde sig” hver 2. eller 3. Dag og vise livstegn.

Har man ikke meldt sig, er der nogen der reagerer – så man ikke ligger alene og lider/er død.

DR P4 kontakter ældresagen, der ikke ønsker at gå ind i denne idé – de har deres egne tiltag.

Jeg bliver lidt harm på Anne Mettes vegne, da jeg synes det lød som en god idé. Så jeg ringer til min mand og får ham til at researche på domæner og finder ud af at www.livstegn.nu er ledigt – så det køber jeg.

Kl. Ca. 11.45

Jeg er tjekket ind på mit hotel i Ringsted og har sendt mail til DR P4, at jeg har købt domænet og ønsker at gennemføre Anne Mettes idé, og om de vil sætte mig i kontakt med hende.

Kl. Ca. 11.55

Det nævnes i radioen, at jeg har købt domænet, og at de vil tjekke op på det mandag.

Kl. 13.00

Jeg sidder til NLP uddannelse, hvilket jeg skal bruge weekenden på.

Kl. 18.00

Fri fra uddannelse og hjem på hotellet; Mails fra DR P4 og Anne Mette.

Svarer på mails og uddelegerer opgaver;

Revisoren bliver bedt om at oprette en nonprofit organisation

Manden bedes om, at uploade styresystem til hjemmesiden, så der kan komme indhold på

Journalisten får en mail med besked om, hvornår jeg kan træffes til interviews

Anne Mette får en mail, hvor jeg beder hende skrive lidt om sig selv og ideen

……. Nu skal der mad til ☺

Kl. 20.00

Snakker med Søster, der synes det er en super idé og foreslår at der da skal laves en Facebook gruppe.

Efterlyser en journalist, der kan hjælpe med at koordinere kontakt til pressen – det her skal jo ud til alle ☺

Lørdag 20.03.10

Kl. 07.00

Jeg svarer på mails

08.00

Morgenmad

09.00 – 15.30

Uddannelse

Kl. 17.00

Jeg svarer på mails og skriver tekst til hjemmesiden. (Jeg er SÅ taknemmelig for mit hurtigt arbejdende netværk – uden dem ikke noget produkt!)

Jeg arbejder på at oprette Facebook gruppen.

Aftaler med min mand, at han er klar til at uploade til hjemmesiden.

SÅ DERFOR

eksisterer www.livstegn.nu den dag i dag, med en lille håndfuld faste brugere

Og jeg har fået flere idéer – nogle er i støbeskeen, nogle i “ventesalen” og atter andre er sendt videre til andres fornøjelse.

Har du en god idé, du gerne vil sø-sætte?

Del den med os andre herunder, og lad os se om vi kan få det til at ske

Tags: No Comments.

Så skete det igen!

En af de der episoder, som for år tilbage havde fået mig i det røde felt – mest fordi jeg var på nippet til at dø af skam og pinlighed…

I dag griner jeg bare – mest af mig selv, for jeg kan jo godt se, at andre kan begå sig, uden at lave de samme fjollede fejl.

Men lad mig nu fortælle dig, hvad der skete i dag klokken ca. 16.15 i Kastrup lufthavn;

Jeg skulle køre min mand til lufthavnen – han kørte derud, fandt den der 15 minutters aflæsnings parkering, stikker dankortet i maskinen og får en billet.
Han smutter ind til flyet og jeg sender teenager med efter en Latte fra Starbucks – lidt luksus til køreturen skal der jo være.
Hun kommer ud, 5 minutter efter de 15 minutters gratis P er brugt – pyt pyt jeg dør jo ikke af de 45 kroner! (selvom jeg synes det er lidt tyveri at betale mere end 2 kroner pr. minut!)

Nu er vi klar til afgang, jeg har luret, hvor udgangen er og har både billet og dankort klar.
Får parkeret lige præcis så tæt fra automaten, at jeg sidder med fuldt åbent vindue OG åben dør, for at kunne nå automaten – men det går.

Stikker billetten ind, den sluges på et sekund – og der kommer en tekst frem på skærmen ”betal venligst 45 kroner” – jow tak, det vil jeg gerne (efter at have vurderet, at det giver for meget postyr, at smadre gennem bommen).

Skynder mig at stoppe dankortet ind – sluges ligeledes på et sekund og teksten på skærmen siger ”card validating in progress” – super duper vi er ude lige om lidt.

Øhh nej, teksten på skærmen siger nu ”Card cannot be used” – nå, okay, det er nok det sædvanlige pjat med en slidt chip – ind med kortet igen…

Nu kommer damen fra bilen bagved ”Undskyld, men ved du hvad der sker?” øhh næh ikke andet, end den arbejder på at validere kortet…. ”Jamen min gratis P udløber om 1 minut, så jeg vil gerne ud!”… der er også kommet en ældre (måske) tyrkisk mand, der beredvilligt trykker på ALLE knapper på terminalen!! Jeg er ikke sikker på, at det er en fantastisk taktik, men jeg er ligesom bremset af at hænge ud af vinduet på en åben bildør….

Anden gang vil den heller ikke validere det skide kort!
Nu vil jeg prøve at være venlig – tænker, at hvis jeg kan bakke 10 meter tilbage og snige mig over på handicap P-pladsen (jeg kandiderer vel til den plads pt), så kan den travle dame komme gratis ud af P…. Denne manøvre medfører hidsig dytten af den rare dame og ”PAS PÅ!” råb fra den tyrkiske mand. Opgiver planen om at tænke på andre og vender tilbage til mig selv – sender teenager i bagagerummet efter taske med nyt dankort, for tænker stadig, at det må være den forpulede chip.

Dytten og råb har hidkaldt en ansat i lufthavnen, der kommer og spørger om jeg har brug for hjælp? Samtidig har den tyrkiske mand trykket på den sidste knap han manglede at prøve, så nu lyder det med høj og tydelig røst ud af den skide terminal ”Du har kaldt lufthavns vagten, er der noget jeg kan hjælpe med?”

Den fysiske medarbejder spørger strikst ”Hvad har du puttet i maskinen?” øhh mit dankort…
”Er dit dankort inde i maskinen??!!” – hans tonefald får mig til at tro, at vi mindst skal have hidkaldt PET for at få det ud igen, men jeg svarer et stille ja og HÅBER at det skide kort kommer ud igen (det gjorde det jo første gang).

Mens jeg taler med lufthavnsmanden, den rare dame spørger den samme lufthavnsmand, hvordan HUN nu kan komme gratis ud, når det er HENDES (læs: min) skyld, at hun ikke når det til tiden, og den tyrkiske mand trykker på alle knapper på terminalen igen OG ham inde i maskinen insisterer på, at få et svar når jeg nu har kaldt ham……så læser jeg teksten på maskinen og opdager, at det hul jeg har stoppet dankortet i, er til et eller andet forudbestilt billet noget, og at der ca. 5 cm til højre og 2 cm op er et hul til dankort – blandt andet kendetegnet ved, at der står med centimeter høje gule bogstaver ”DANKORT” og at der nedenunder er et tastatur til pinkode (jeps, den havde de gemt godt).

Jeg udbryder et ”Hov! Er det dét hul mit kort skal ind i?” hvortil den fysiske lufthavnsdmedarbejder svarer (lettere overbærende) ”ja, og så skal du taste din pinkode – det er 4 tal”
Ja okay makker, tænker jeg, det ved jeg sgu godt – det er jo ligesom ikke første gang jeg har brugt mit dankort!!

Nu kommer dankort i rette hul, pinkode indtastes og vupti er det hele i orden.
Mens jeg kæmper med at få selen ind, så jeg kan lukke døren, klamrer mig til dankort og billet og prøver at komme tilbage i bilen – huske at slippe håndbremsen, så jeg kan komme UD, kan jeg høre, at den rare dame nu er ved at få lufthavnsmanden til at ringe til en kollega så hun kan komme gratis ud, og den tyrkiske mand udbryder gentagne gange ”Thank you lord!”

Jeg sniger min kæmpe Kia ud af bommen og finder en svingbane at holde ind i, så jeg kan få lukket vinduet, få selen på og køre ud foran en taxi, så jeg kan komme over i den rigtige svingbane – og så griner teenager og jeg ellers de næste 15 kilometer.

Kære rare dame- jeg ville godt have betalt din P-billet, men jeg fornemmede ikke rigtigt at stemningen var til, at jeg skulle 1) Rode bilen igennem efter mønter 2) Løbe ind i terminalen og finde en hæveautomat, men hvis du læser med her, så send en mail

Kan du også grine af dig selv? Vil du dele en historie? Så er du velkommen i kommentarfeltet herunder

Tags: No Comments.

Det startede i morges med, at jeg var for træt til at stå op til tiden – så måtte skynde på 2 rollinger, mens jeg stopfodrede dem med havregrød og gav dem tøj på. Af sted i børnehave med dem.

Så måtte jeg løbe rundt og gøre mig selv klar – ikke skide smart, når man skal til lægen og have målt blodtryk!  Men det gik, jeg bestod dagens test.

Så hjem igen og lidt hurtig oprydning, lave en god kaffe, og SÅ skal der arbejdes. Får svaret på mails og ordnet lidt små-ting.

Bestemmer mig for, at løbe en tur – finder løbetøj, løbeprogram og Iphone frem – og af sted det går. I lunte tempo og grimme strømper (ja, jeg havde ikke lige lagt mærke til hvor grønne de var, og hvor mange blomster der er på).

Det går meget godt i starten – tempoet op – og så starter udfordringen, der i dag viser sig, at være ”hvordan undgår du at kaste op på løbetur, når den er årsagen til at slim og snot pludselig løsnes?” – hjem igen og lige få kroppen i balance.

Konklusion: Jeg er stadig forkølet!

Har lige lavet kaffe, da der tikker besked ind:

Bedstefar bliver snart udskrevet fra sygehuset – med sondemad und alles!

(Han har fået fjernet mavesækken pga. Kræft, og har ikke kunnet spise selv siden.

Nu er der også konstateret kræft i bughinden – behandling ukendt, hvis der er nogen.)

Han har været indlagt i mere end en måned og havde egentlig glædet sig til hjem – men er for usikker på om det er nok med hjemmepleje og et nummer han kan ringe på døgnet rundt.

Opgaven lyder nu på, om jeg kan undersøge vedr. aflastningsophold.

Det vil jeg da gerne og kaster mig over opgaven – og opdager pludseligt hvor ondt det gør, at surfe rundt på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, her kun ca. 1 måned efter min Sweetie tabte kampen til selvsamme sygdom.

Finder ud af det jeg skal – og skal nu ringe til visitationen i Esbjerg kommune.

Jeg ringer til Esbjerg kommune 17 (SYTTEN!!!) gange i perioden 14.15 – 14.29 (jeps – telefonsvareren med at der er lukket kom på 1 min. før lukketid!)

Her blev jeg så frustreret at jeg råbte af telefonsvareren!! Ynkeligt men sandt.

Jeg har altså ikke talt med visitator!!! Jeg bruger derfor 20 min. på at forfatte og sende hende en mail.

Undervejs ringer xx   – der er så ked af det, at hun græder i telefonen, hvilket jeg lige med nød og næppe undgår. Jeg holder fanen højt og trøster det bedste jeg kan pr. distance.

Jeg undersøger videre på hvilke muligheder der er for bedstefar, sender info mail til husbonden, inklusiv ordre om, at skaffe besøg til den der er ked af det.

En mail han vælger at svare på ved at ringe!

Her er konklusionen: Får du en mail – så svar på mail! For den kan være sendt fordi man bare VED at man tuder, hvis man skal tale med nogen!

Så hurtigt i bad – skal være i Kolding til netværksmøde og optagelse i Koldinghusordnen

Søren når lige hjem med ungerne, så jeg kan give dem en mys og et kram, inden vi skal ud af døren.

Her lykkes det Tiffany at falde ned af stolen og lande lige på sin dårlige side (bukket ribben + ondt i armen).

Trøste trøste og hjælpe Søren med at få dem ud i bilen – de kører til Esbjerg og besøger Bedstefar på sygehuset og farmor derhjemme (hvor det endnu engang lykkes Tiffany at falde pladask på den dårlige side)

Kommer ind til netværksarrangement, der skal starte med at Borgmesteren holder en tale til os iværksættere der er samlet.

Her er det man bare ved, man har en lidt skrøbelig dag, når man er ved at tude over, at borgmesteren siger tak til iværksættere i Kolding!!

Nu skal der være 45 minutters champagne og networking – den første jeg spørger hvad laver er Tømren, som bliver så begejstret for at tale om sin egen virksomhed og vende hans tanker omkring ekspansion, at han helt overser muligheden for, at vi begge også når at tale med andre.

Jeg forsøger flere gange, at bevæge mig væk, men han sidder fast som velcro og når faktisk at sige ”Jeg er ikke så meget for det sociale, jeg vil helst bare tømrer, men du er rar at snakke med!”

Jow tak du – men jeg ville så gerne også tale med nogle andre.

(Og ja, jeg skulle have skåret igennem, men på det her tidspunkt er der ca. 2 muligheder; Accepter eller skrig ham ind i hovedet – en hurtig vurdering gør at jeg fravælger skrig).

Jeg når lige at tale med en mere og få stukket et visitkort i hånden af en tredje – og så er det af sted til optagelse i Koldinghusordnen.

En lidt munter og mærkelig affære – der blandt andet indebærer en vandslukningsøvelse fra riddersalen og op i tårnet på Koldinghus (jeps – der er fucking mange trapper).

Jeg er nu medlem nummer 256 i Koldinghusordnen, med ret til at kalde mig Lady, når jeg er på Koldinghus – OG jeg har vadet brosten og tårntrapper tyndt i stilletter!

Går over til bilen, sætter mig ind og nøglen brækker!

Kan lige akkurat bruge ”pinden” og få bilen til at starte. Har nu så ondt af mig selv, at jeg tænker ”Burger King – det er god aftensmad”.

Op på Burger King – bestille – spise. Og nej, det er jo aldrig helt så godt, som det var i tankerne.

Da jeg rejser mig for at køre hjem, kan jeg mærke, at jeg er en smule svimmel. Køber så en sodavand (den havde jeg ellers fravalgt!) og går ud i bilen – der ikke vil starte!!!! Den skriver at der er en fejl med tyverisikringen!

Ringer til Søren, der er på vej fra Esbjerg med pigerne – så nu kan jeg sidde der en halv time og vente på, han kommer og fikser min bil!!

Jeg kom hjem, fik pigerne i seng, hyggede med lidt TV og gik i seng.

Næste dag er jeg træt som et alderdomshjem og har rockerondt i knæene!

Siden jeg skrev denne note, har vi desværre mistet vores elskede bedstefar.

Tags: No Comments.

Sidste år på denne tid, var motion et helt nyt begreb i mit univers, og jeg betragtede faktisk folk der dyrkede regelmæssig motion som lidt til en side.
Da jeg lærte en at kender, der har gennemført op til flere maratonløb, var min første tanke, at hun da måtte have en skrue løs – mindst!

At jeg selv begyndte skyldtes udelukkende et flugtforsøg fra lægens greb, efter hun havde konstateret for højt blodtryk.
Min tanke var – helt ærligt – at hvis bare jeg skyndte mig at tabe mig og få en eller anden form for kondi, så kunne jeg slippe for kontrolbesøgene.

Jeg gik i gang herhjemme bag lukkede døre på crosstraineren. I starten kunne jeg med hiv og slæb og stort besvær klare ca. 6-7 minutter med modstand 4! Sejren var stor da jeg kom op på 10 minutter!

Foråret kom, jeg kedede mig på crosstraineren og fandt nogle løbesko bagest i skabet, og så begyndte jeg at lunte ud i naturen – helst når det var mørkt, så folk ikke så mig. Det er nemlig så pinligt, når folk stopper i bilen og spørger om man vil have et lift! Pfft, kan de måske ikke kende en rigtig løber, når de ser en?

Jeg skiftede mellem hjemme og ude og det gik fremad – langsomt men sikkert øgede jeg modstand, minutter og længde – jeg følte mig ret sej, da jeg kunne løbe næsten 3 km uden at holde pause!

Så kom sommeren og jeg blev kæk!
Jeg meldte mig til et offentligt løb – og da jeg jo næsten kunne løbe 3 km uden at holde pause, faldt det mig helt naturligt at vælge ruten på 6 km.!

Da jeg havde meldt mig til, opdagede jeg at datoen var ca. 1 ½ måned før end jeg troede!
Nå, men løbeskoene kom med på ferie (og holdt en del ferie) og panikken bredte sig og gav sig skiftevis til udtryk i voldsom træning eller apati.

Dagen oprandt, og da det jo ikke er nok at blive ydmyget af de andre løbsdeltagere og hele Århus´befolkning, så kom nogle af mine bedste venner også til løbet (og ja ja, salt i såret – han skulle selvfølgelig løbe 12 km.)!

Jeg var lidt spændt på det hele og brugte tiden inden start på at efterligne dem der så mest ud til at have prøvet det før.

Så gik starten!

Jeg nåede ganske kort at nyde udsigten over Århus bugt inden dagens grusomme sandhed ramte mig…
Århus har bakker – mange bakker – stejle bakker – ja, de første 3 km, var nærmest en lang bakke…

Jeg kan slet ikke beskrive hvor grusomt det var – samtidig med, at jeg et eller andet sted nød kampen for overlevelse. For gennemføre, det ville jeg sgu!

Og jeg kom i mål efter 55 minutter og 2 sekunder og følte mig så pisse stolt – ikke mindst fordi jeg ikke var den sidste der kom i mål.
Et godt tip er at melde sig til et løb hvor der enten er en længere rute, en rute for gående eller direkte et handicap løb – så er der faktisk en rimelig chance for at du ikke er den sidste.

Lige da jeg kom i mål opstod der lidt forvirring, for jeg kunne høre en masse tale om chips, og jeg blev forundret men begejstret over, at man fik chips for gennemført løb! Tænkte et øjeblik, at det da var det hele værd, når man får lækkerier i mål.

Jeg ledte og ledte og hvad fandt jeg? Jeg fandt den spand man kunne aflevere sin løbsCHIP i!!

Det var en skuffelse der kunne mærkes og jeg traskede slukøret ud gennem reklameboderne.
Om det var min krybdyrhjerne der slog til, om det var skuffelsen over ikke at få chips, eller bare almindelig grådighed, det ved jeg ikke – men jeg hamstrede 2x 0,5 liter Cocio og ca. 5 kg. gulerødder, gjorde jeg, inden jeg begav mig ud blandt alle andre for at finde min familie.

Min hang til motion hænger ved (jeps, jeg er nu en af de mærkelige) om end jeg nogle gange holder en pause.

Jeg er lige startet for fuld skrue igen – kan nu løbe ca. 4,5 km uden stop – derfor har jeg meldt mig til Eventyrløbet i Odense den 17 maj på …ja, selvfølgelig 10 km. ruten!

Jeg glæder mig og jeg ved, at Odense ikke er så stejl som Århus og jeg ved, at jeg skal have chips med hjemmefra.

Vil du med?

Tags: No Comments.

Har du nogensinde oplevet, at nogen omkring dig gør et eller andet, som du finde aldeles tåbeligt? At du på ingen måde forstår andres (manglende) handling?

Er du så meget menneske, at du har nået at tænke ”Hold op, hvor er han dum!”

Det har jeg i hvert fald – og jeg har også nogle gange både bandet, vendt øjne og sukket højlydt af den anden person. Og på ingen måde været lydhør overfor eventuelle forklaringer – for hvad kan dog forklare så åbenløs åndløs handling?!

Det er så lige præcis her, at det er smart at huske NLP forudsætningen ”Vi har alle vores eget kort over verden”.

Det betyder, at vi alle sammen opfatter, ser, hører og tænker på vores egen helt unikke måde – og at det kræver præcis kommunikation, at få indblik i hinandens verdner.

Lad mig give jer et eksempel fra Casa Lundsteen, hvor vi kun har haft vores nye au-pair i en måned;

Vi holder vinterferie i denne uge med rollingerne hjemme. I formiddags spørger au-pair´en om vi skal nogle steder med børnene i dag?

Jeg svarer hende høfligt, at det ved jeg ikke, samtidig med at jeg tænker ”Det var dog gevaldigt nysgerrigt” og ”Gad vide hvorfor hun går op i, om vi skal noget med børnene?”

Jeg tænker ikke videre over det, før end jeg står og skal lave risengrød og hun spørger om hun skal hjælpe mig?

Jeg svarer pænt nej tak, hvortil hun siger, at det ville være helt ok, for hun arbejder jo for mig. Jeg bekræfter, at hun arbejder hos os, og siger at hun kan gå i gang med rengøringen, hvortil hun siger ”Vil du have jeg skal gøre rent?”

Her skal jeg ærligt indrømme, at jeg mobiliserer al god opdragelse, tæller til mange og når at tænke ”hvordan f*nden kan hun være i tvivl om, at hun skal gøre rent, efter en måned?!!?”

Da jeg – lettere sammenbidt – siger, ja, det er rent faktisk en del af dit job, svarer hun ”Okay, du har bare sagt, at jeg ikke må gøre rent når i er her”

AHA, Bingo, Dér faldt 10-øren!

Jeg har nemlig tidligere sagt til hende, at jeg er ret ligeglad med hvornår hun gør rent – bare hun gør det mens vi er på arbejde/ungerne i institution, for det er nemmere for hende og rarest for mig.

Så hun var jo slet ikke dum, mærkelig, nysgerrig eller på anden måde irriterende!

Hun har rent faktisk både hørt efter, prøvet at planlægge sin dag, tilbudt sin hjælp og vist respekt og forståelse for vores familie – lige præcis alle de ting jeg virkelig værdsætter ved hende (og alle andre mennesker)!

Pointen er, at hende og jeg (logisk nok) har hvert vores kort over verden – og det er med den vinkel vi hver især anskuer situationen.

Vi kunne begge to havde vist en smule mere respekt for den anden  ved at kommunikerer tydeligt;

• Hun kunne have forklaret hvorfor hun spurgte til dagens planer
• Jeg kunne have spurgt hvorfor hun spurgte
• Jeg kunne have forklaret hende, at når vi har en uges ferie, så må hun selvfølgelig godt gøre rent når vi er her
• Jeg kunne have spurgt tidligere på dagen, hvorfor hun ikke gik i gang med sine opgaver
• Hun kunne have spurgt hvordan gør vi i sådan en uge her
• Jeg kunne have spurgt hvorfor hun tilbyder hjælp med maden, når hun ikke har gjort rent

Og der er sikkert mange mange flere steder i dagens kommunikation vi begge kunne have været mere tydelige og præcise.

Overordnet er det mit ansvar, som den voksne/den der har ansat hende at sikre mig, at hun er orienteret om husets regler og rytmer. Og dagens oplevelse var en kærlig reminder på, at hun jo selvfølgelig ikke kender vores hverdag/rutiner/behov efter kun en måned i en fremmed familie i et fremmed land.

Har du eksempler fra hverdagen på, at du har taget noget for givet/glemt at kommunikere præcist?

Del med os andre og lad os blive klogere sammen!

Tags: No Comments.

Nye tiltag på bloggen:

Et nyt år er godt i gang – og det betyder forandringer.

Forandringer på den gode måde, hvor nye muligheder åbner sig og nye ting skal prøves af.

Her på bloggen vil der ske det, at indlæggene systematiseres i 3 grupper;

Mandage: Lundsteen´s liv – episoder fra mit eget liv med fokus på coaching/NLP i dagligdagen

Onsdage: Cases fra klinikken

Fredage: Brevkasse – spørg om alt indenfor NLP, Coaching, Socialrådgivning, Livet….

Lundsteens Liv

En af grundene til at denne kategori kommer på bloggen er, at jeg gerne vil gøre den mere personlig.

I skal have lov til at få en fornemmelse  af hvem jeg er, og hvor tosset, kaotisk, sjovt, udfordrende og fantastisk mit liv er – I kommer med på godt og ondt.

Jeg vil i hvert indlæg  beskrive, hvordan NLP, Coaching eller livserfaring spiller ind på den måde jeg tackler situationen på – og ja, nogen gange vil vinklen være, at det kunne være gjort mere elegant, hvis jeg havde husket at tælle til mange og bide mig selv i tungen

Formålet med disse indlæg er at inspirere jer læsere til at gribe livet lidt lettere an og være åben overfor, at andres måde faktisk godt kan være rigtig – om ikke andet, så i hvert fald for dem selv.

Det første rigtige indlæg i denne kategori, kommer lige her på bloggen næste mandag den 13.02.12,

På gensyn

Ea

Tags: No Comments.